Akademispiller tager kampen op i 1. division

Han har spillet ungdomshåndbold i Ølgod, og tog for år tilbage turen mod Skjern, en ungdomsuddannelse og en tilværelse på Talentakademiet Ringkøbing-Skjern.

I efteråret fik 20-årige Malthe Green ligadebut, da Skjern Håndbold besejrede Frederica HK på udebane - og nu vil venstrefløjen tage kampen op på det nyoprykkede Rækker Mølle-mandskab, der til næste sæson skal kæmpe i 1. division.

Sideløbende vil venstrefløjen fortsat være tilkoblet træningen i Skjern Håndbold og på Talentakademiet Ringkøbing-Skjern, som Green har gået på i tre år.

- Der venter en stor udfordring til næste sæson med en stor gruppe af seniorspillere, som har leveret et stærkt stykke arbejde i 2. division. Men jeg er klar på at tage udfordringen op, og vil gøre alt for blive en integreret del af Rækker Mølles 1. divisionshold, siger Malthe Green.

- Jeg er en del af et virkelig stærkt setup i Skjern og på akademiet, som jeg er meget glad for fortsat at være en del af, siger han.

Talentchef i Skjern Håndbold, Claus Dalgaard-Hansen, ser mange gode perspektiver i venstrefløjens beslutning.

- Vi er først og fremmest glade for, at vi bevarer Malthe Green i vores miljø. Et miljø på akademiet for ung-seniorer, der er færdige med deres gymnasielle uddannelse, men fortsat træner på akademiet og bliver boende i byen.

- Malthe har været inde i en fin udvikling de seneste år, og er gået fra at være på anden- og tredjeholdet til at være fast starter på U19-drengenes ligahold.

- Der er ingen tvivl om, at det er et stort spring fra U19 til at blive etableret seniorspiller, men vi håber at kombinationen med individuel træning på akademiet og samtidig være en del af Rækker Mølles miljø, er den optimale løsning for Malthe, siger Claus Dalgaard-Hansen.

Daglig leder for Talentakademiet Ringkøbing-Skjern, Jan-Ole Kristensen, glæder sig over venstrefløjens udvikling.

- Malte er et perfekt eksempel på, hvordan akademiet og elevens drømme får mulighed for at gå op i en højere enhed. Han har været dedikeret i sin træning, og har leveret en stor indsats, som vi er glade for nu udmønter sig i en aftale med Rækker Mølle, siger Jan-Ole Kristensen.